Efter at have solgt den forpulede frostboks, som fungerer som lejlighed p.t., er den intensive husjagt gået ind. Men selvom min fantasi heller ikke fejler noget, har jeg simpelthen svært ved at se ud over visse indretnings-fails, der ligesom bare dræber lysten til at købe. Her er min top 5 over forfærdeligheder i ikke-prioriteret rækkefølge:

1. Vægge med pangfarver
2. Dørhåndtag i grå plastic
3. Køkkener i 80′er-finer – og grå plasthåndtag
4. 80′er-psykedelisk sofabetræk i neonfarver på sort baggrund
5. Mørkt cigarkassetræ all over

Det lyder måske ikke slemt. Men det er det. Især når flere af de fem punkter bliver kombineret eller forekommer på samme matrikel. Nogle folk bor simpelthen så grimt, at jeg tror, at huset er så overvældet af dårlig indretningskarma, at det aldrig nogensinde bliver til noget rigtigt igen.

Nu er der så en millionmillardtrilliard eksempler på, at folk har overtaget det vildeste lort og omdannet det til det helt fantastiske hjem, der bare “oser af hygge og stil på den helt rigtige måde”. Men det kommer ikke til at ske for mig. Det overgår mine evner.

Så for min skyld: Dræb den dårlige smag, så jeg kan komme ind på boligmarkedet.  Jeg ved, at ingen sælger nu, med mindre de er tvunget til det, så det er skilsmissehuse og det argeste pis, der er til salg. Min teori er, at folk bliver skilt, fordi de bor så grimt. Intet ægteskab kan holde til grå plastichåndtag, 80′er-finer og ditto betræk. Så egentlig er folk selv ude om det. Ægteskabet bukkede under for Den Dårlige Smag.

Katten ser så trist ud, fordi Paris bruger str. 41½ i sko

Når jeg vover mig ind i en skobutik, skal jeg altid besvære ekspedienten med at hente mig skoene i str. 42. For nej, de såkaldt ”store størrelser” står aldrig fremme. Ekspedienten slår så op på computeren eller går ud på lageret og konstaterer 9 ud af 10 gange, at de ikke har skoen i str. 42. Men nøden har med tiden tvunget mig til at blive skostørrelsesagnostiker, så ”Har I den så i str. 41?” spørger jeg håbefuldt. ”Det kan jo være, at lige den model er meget stor i størrelsen.” Ekspedienten slår så op på computeren eller går ud på lageret igen, og nogle gange sker det faktisk, at de har den pågældende sko på lager i str. 41.

Nu er det så, det bliver svært: Jeg bad oprindeligt ekspedienten om skoen i str. 42, ikke? Når jeg så har forsøgt at klemme min fod ned i en str. 41, og derpå lagt skoen tilbage i æsken, hvad forventer ekspedienten så, at jeg svarer på spørgsmålet: ”Nå, passede den så?” Er det, fordi de ikke kan forestille sig, at nogen faktisk har større fødder end str. 41? Er det, fordi de tror, jeg bare bad om str. 42 først for at vise, hvor mange tal, jeg kan? Hvis skoen ikke var for lille, ville jeg være i gang med at danse glædesfandango i hele biksen, for hulen, ikke sidde på skamlen med et forpint smil i fjæset.

Og når jeg så har givet det skamfulde svar: ”Nej, skoen er for lille,” så lad være med at blive helt utrolig overrasket, ikke, skobutiksekspedient. Og lad frem for alt være med at tvivle på det, jeg sagde. Lad være med at spørge: ”Passer den virkelig ikke?” Jeg lyver ikke. Og lad være med at blive fornærmet. Det er muligvis besværligt for dig, når jeg ikke kan passe en str. 41, men tro mig, det er meget mere besværligt for mig.

Forbud mod grød i det offentlige rum.

Der er gået grød i det hele. Grødtrenden har spredt sig til 7-eleven og Baresso, og Politiken opfordrer folk til at hoppe med på grødvognen.

Det er totalt misforstået. Bare fordi Rasmus Kofoed siger grød, behøver alle ikke at fylde sig med den klæbrige masse på gader og stræder.

Og hvorfor ikke?

Fordi det er klamt.

Har du nogensinde hørt en person, der kan spise grød uden at lave slimede smaskelyde? Jeg har ikke. Og disse grødguffere sidder alle vegne og smasker deres slimede spise i sig, fx i toget. I toget! Det er det rene vanvid.

Få grøden ud af togene, væk fra gaderne. Hvis folk vil spise det klamme stads, må de gøre der derhjemme, hvor de kan sidde og med deres slimede suppe og smaske alt det, de vil.

Tak for lort, professor. Jeg ved godt, at du bare gør dit arbejde og oplyser mig om mit farlige liv. Men kunne du måske ikke i stedet forske i p-piller til mænd? Eller hører du til dem, der ikke vil, fordi der jo er alt for mange bivirkninger ved sådan nogle piller, fx markant højere risiko for blodpropper?

Nu skal vi ikke hænge Øjvind ud. Han gør bare, hvad han skal. Men tåbeligheden i, at man bl.a. ikke er kommer længere i udviklingen af p-piller til mænd pga. bivirkninger, er til at tage at føle på. Imens gør vi andre, hvad vi kan, for at undgå reproduktion. Gad vide, hvornår jeg får min præmie for ikke at have bidraget til overbefolkningen af jorden, mens jeg samtidig har sat livet på spil med min indsats?

Så jeg fortsætter med min daglige dødspille, fordi de gamle 2. generations p-piller gav mig grotesk mange bivirkninger, fordi gummi på livstid bare ikke rigtig er et alternativ, og fordi de andre alternativer også enten er risikobefængte eller ikke sikre nok. Og fordi jeg ikke er død endnu. Jeg håber, jeg når at få mit takkebrev fra (over)befolkningen, før det sker.

Illums boob-gate endte med, at boobs og babyer stadig er forbudt i “Spisebaren”, men nu lover Illum at lave en bar – med dameblade! – til de ammende køer.

Og sidst men ikke mindst pipper endnu en forsmået mand, at det altså er dumt at blive ved med at sige, at det betyder noget, at Helle T er en kvinde.

Oh sweet irony!

Personligt vil jeg hellere læse om forsøget med at få såkaldte virtuelle aber til at skrive Shakespeares samlede værker

I dag kører jeg så bag et trekløver: mor og barn ved siden af hinanden forrest, og andet barn bagved. Kører op ved siden af bagerste barn, og før jeg når at sige noget, siger pigen “mor, det er en, det gerne vil forbi”. Venligt barn, tænker friendly bird. Men så udspiller følgende ordveksling sig:

Angry mom: Ja, så er det en god ide at bruge klokken!!
Friendly bird: Den virker desværre ikke.
Angry mom (råber): Det er faktisk ULOVLIGT at køre uden klokke!!!!
Angry bird: Slap af.

Come on! Det er søndag eftermiddag, og det er en af de eneste lune solskinsdage i august. Hvad sker der for de sure løg? Er de vokset henover sommeren? For fuck sake, hvor sur kan man være? …. sagde angry bird. Over and out.

Hurra, hurra, hurra.

Ja, kære ven; tanken om, at alle dine Facebook-venner vågnede om morgenen og tænkte: “Næææh, i dag er det jo Børves fødselsdag, jeg må strax logge på fjæsbogen og ønske ham tillykke” er temmelig utrolig. Jeg forstår godt, du er overrasket.

Men kan du slet ikke se, hvad det var, der skete? Nej? Når en af ens venner har fødselsdag (og har bevaret Facebooks standardindstilling, så fødselsdagen vises), bliver man dagen igennem spammet med beskeden “Børve har i fødselsdag i dag, jahanhar!” ovre i højre side af skærmen. Og man tænker jo, at det ved Børve godt, at man bliver. Og at hvis man ikke skriver “Tillykke, gamle jas, og vi må også snart ses igen,” så kunne man jo nemt komme til at virke noget muggen. Og er der noget, vi ikke vil, så er det det, selv om man vel  ret beset ikke er muggen på alle dem i sin bekendtskabskreds, hvis fødselsdag man ikke ihukommer.

Nye medier fordrer nye skikke, og vi famler rundt for at definere dem. Et eksempel var, da der blev afholdt fem minutters Twitter-stilhed for ofrene på Utøya. Det var smukt. Et andet er, når man pludselig partout skal ønske alle, man nogensinde har været i kontakt med, hjertelig tillykke med fødselsdagen. Men den skik følger den sure fugl så ikke.

Ikke at det altid er sjovt at overholde fartgrænserne. Ofte er det faktisk lidt irriterende, og de kan føles en kende lave. Og man kan jo komme til at køre en lille bitte smule for hurtigt en gang imellem. Men igen: I store træk er jeg ret så glad for færdselsloven og dertilhørende fartgrænser.

Hvad jeg efterhånden begynder at ønske mig, er begrebet “minimumsfart”. Det er den fart, du som minimum skal køre. Kører du under den hastighed, kan du få en klækkelig bøde.

Farten dræber – ja, lav fart

Jeg er nemlig pissehamrende træt af igen og igen at køre ned ad en tilkørselsrampe til motorvejen, og en eller anden spasser insisterer på kun at snige sig op på 60 km i timen, når vi rammer vejen, hvor alle de andre kommer blæsende med 110+. Jammen super duper. Du prøver at få slået både dig selv og alle os andre ihjel. Så træd dog på sømmet, så vi har en reel chance for at flette ind med livet i behold.

Hvad fanden går der af dem? Jeg er dødtræt af at blive udsat for fare, fordi de der snegle ikke kan få jokket på den speeder, så vi bare nogenlunde matcher motorvejsfarten. Sneglebilister er en ren dødsfælde!

Step on it!

“Lad os holde et møde, så jeg kan dele mit arbejde med dig, og du slipper for at lave det selv. Jeg kan mødes i hele august, for mit andet arbejde er så fleksibelt, at jeg kan flytte rundt på det efter forgodtbefindende (i dette tilfælde dit). Hvad med i uge 33?”

Kollegaen svarer: “God idé at holde møde. Jeg kan ikke i uge 33.”

Okaaaay … Hvad forventer min kollega af mig nu? En rask lille gætteleg er det oplagte svar.

Mig: “Kan du så i uge 32?”
Kollega: “Nej.”
Mig: “Kan du i uge 34?”
Kollega: “Nej.”
Mig: “Kan du i uge 31?”
Kollega: “Nej.”
Mig: “Kan du i uge 35?”
Kollega: “Ja! Du har vundet en pose Irmakaffe og en frossen and.”
Mig: “Ih, super.”
Kollega: “Og nu til hovedrunden.”
Mig: “Kan du om mandagen i uge 35?”
Kollega: “Nej.”
Mig: “Kan du om tirsdagen i uge 35?”
Kollega: “Nej.”
Mig: “Kan du om onsdagen i uge 35?”
…

Kære læser, jeg er sikker på, du er med. Forklar mig så: Hvad skal det til for? Jeg oplever det igen og igen. Kom nu ind i kampen! Spænd hjelmen, jævn sovsen og rul cigaren. Og tænk så 2 mm fremad, før du svarer på dine mails.

Politi: Bombe bag eksplosion i Oslo